Luftsportdanmark tlf.+45 2049 6282
 

2011

Skrivefejl kostede det danske mesterskab

Normalt er det landingerne eller den skrappe tidskontrol på de to navigationsture ved DM i præcisionsflyvning, der for alvor skiller fårene fra bukkene. Det var også i måske endnu højere grad end normalt tilfældet denne gang, men i sidste ende var det en simpel skrivefejl, der kostede titlen for den mest dominerende danske konkurrencepilot i de senere år, Hans Birkholm, der stillede op for Haderslev.

Mesterskabet gik for andet år i træk til Allan Hansen, Viborg, der generelt fløj et par fine navigationsture, og i kappestriden med Hans Birkholm stod det næsten uafgjort i landingskonkurrencen. Hans Birkholm var dog suveræn når det gælder såkaldte observationer – kun 40 strafpoints blev det til for manglende observation af ialt 14 udlagte mærker og otte fotos fra ruten – hver dag. Der er faktisk international klasse i betragtning af de indimellem meget vanskelige forhold med en del blæst og nedsat sigt på grund af regn.

Når det alligevel ikke lykkedes at hente pokalen hjem denne gang, skyldtes det en simpel skrivefejl ved udregning af en kurs under planlægning af turen forud for selve flyvningen. Et tretal i stedet for et total kostede 196 strafpoints – helt efter reglerne, men ikke desto mindre umanerligt ærgerligt.

Også den tidligere vice-verdensmester i landinger, Kjeld Hjort, Randers, fik sin sag for – endda i favoritdisciplinen. Han fik noteret hele 234 strafpoints i netop landingskonkurrencen, og det er langt flere end normalt. Vinden blæste næsten lige på tværs af banen, og derfor ‘manglede’ den normale modvind til at regulere indflyvningen – og dermed muligheden for at ramme den streg på tværs af banen, der markerer den ideelle mærkelanding. Kjeld Hjort måtte græmme sig over en enkelt landing ‘out-of-box’ – altså helt uden for landingsfeltet og altså med maksimum strafpoints. På en ‘normal dag’ var Kjeld Hjorts samlede indsats ellers så flot, at han ville have blandet sig i topstriden.

Ved internationale mesterskaber er præcisionsflyvning en solo-disciplin, hvor pilotens evner til såvel at flyve som at observere testes til det yderste. Ved det danske mesterskab findes dog endnu en klasse, nemlig pilot med navigatør. Her deltog i år tre mandskaber, og denne afdeling blev vundet af Iver og Karen Hansen fra Viborg.

Sejren i netop denne kategori eller ellers flere gange gået til Anette og Jakob Blok fra Midtsjællands Flyveklub. De lå også klart til at vinde indtil halvvejs på søndagens navigationstur, hvor kraftig regn tvang dem til at flyve direkte hjem til Skive. En fornuftig beslutning, for konkurrenceflyvning drejer sig når alt kommer til alt mest om flyvesikkerhed – men desværre gav det en masse strafpoints i den officielle konkurrence.

Det danske mesterskab afvikles som en åben konkurrence, hvor også piloter fra andre lande er velkomne. I år havde fire norske mandskaber meldt sig, og trods noget ildevarslende vejrudsigter krydsede alle Skagerrak og mødte frem i Skive. Den ene dog først om lørdagen. Blandt de norske piloter var den rutinerede Kurt Norevik, der samlet kom på en fjerdeplads.

Mindst ligeså rutineret er den norske tandlæge Bror-Eric Hjulstad, der først nåede frem til Skive lørdag formiddag efter en lang tur i modvind. Derfor valgte han at undlade yderligere flyvning denne dag – med maksimum strafpoints til følge. Han fløj dog med søndag – endda med en ganske flot præstation.

Bortset fra de drilske vejrforhold forløb hele arrangementet ganske flot – ikke mindst takket være en dygtig indsats fra ‘jordpersonalet’ fra Team Skive, herunder de meget vigtige mærkeudlæggere, der kører det nordvestjyske landskab tyndt for at lægge canvas-mærker ud på ruten.

Mandskabet i Skive ledes af Kai Toft, der i forbindelse med en række arrangementer i samarbejde med DMU Sport har ydet en uvurderlig indsats. Derfor var der stort bifald hele vejen rundt, da Vagn Jensen fra DMU Sport ved afslutningen af arrangementet overrakte Kai Toft pokalen for Best Sportsmanship – en anerkendelse for en ganske særlig indsats til gavn for konkurrenceflyvningen og flyvesikkerheden i Danmark.

DM11a
dm11b
dm11c

dm11e
dm11d    DM11

 
 
 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

 

 
 
Translate »