Luftsportdanmark tlf.+45 2049 6282
 

Air Rally 2019

A-klassens vindere fik lidt til ganen i anerkendelse af veludført flyvning. Klassen blev vundet af Allan Hansen (tv). Lago Laumark-Møller og Svend Erik Højbye kom lige efter, mens Jakob og Anette Blok fra Ringsted Flyveklub blev nr. 3.

Hurtig visit på jyske herregårde

i herligt sensommervejr

Alt i alt var det en dejlig dag i Randers og tilhørende luftrum den sidste lørdag i august, da Luftsport Danmark i samarbejde med Randers Flyveklub afviklede det årlige rally for motor- og UL fly.

Der var 10 deltagende fly, som skulle holde sig i nærheden af 1000 fods højde under en rundtur på 73 sømil, og helst slutte af med en perfekt landing på et mærke, som var tegnet på banen i dagens anledning. Alt imens deltagerne skulle holde hovedet koldt mens temperaturen i luften holdt sig omkring de 25 grader – ingen skyer og meget svag, sydøstlig vind.

Vindere af B-klassen blev Lars Borup og Rene Hansen (tv). Arne Bartels (th) blev nr. 2, mens Lisa Andersen med hjælp af instruktør Brian Pastoft fra Aarhus Air Center blev treer. Lisa var desværre smuttet inden præmierne blev uddelt. NB: Alle fra den lokale Randers Flyveklub!

Fra morgenstunden havde vejret dog drillet lidt med lavtliggende tåge, som forsinkede flere deltagere udefra, og derfor blev hele rallyet udsat til alle var nået frem.

Et air rally er en familievenlig flyvetur med et stænk kammeratlig hygge, hvor deltagerne på fylde flyet helt op med ‘navigatører’, som gerne må hjælpe med at finde vej og holde tiden på rundturen. De må også gerne finde de fotos, som planlæggerne af turen havde taget på ruten på forhånd, og så gerne placere dem det rigtige sted på turen.

Alle deltagere skal som forberedelse selv indtegne ruten på et almindeligt vejkort, hvor man typisk orienterer sig visuelt med det, man ser på jorden fra flyet. Denne gang var det faktisk tilladt at benytte GPS, men det er næppe en fordel når det drejer sig om en flyvning, hvor der er høj sol og alle vendepunkter er ret synlige herregårde.

Ruteplanlægning er meget vigtigt for al flyvning, og der er særlige hensyn, når det gælder en konkurrence. Her er det John Jensen og Søren Kinly fra den lokale flyveklub, der drøfter en detalje med Allan Hansen (tv).

Når deltagerne har indtegnet ruten, får alle en GPS tracker med i flyet. Den registrerer flyets position med sekunders mellemrum på hele ruten, og afslører om man har passeret de indlagte vendepunkter, til tiden.

Dagens rute ses her indtegnet på det kort, som deltagerne skulle flyve efter. Startpunktet var Støvringgård lidt øst for Randers Flyveplads. Herefter gik turen nordover via diverse gårde til Tustrup i nærheden af Skørping. Herefter gik det atter sydover for at slutte ved Dronningborg lidt syd for Randers Flyveplads.

Deltagerne havde udover flyvekortet fået en ruteinstruktion og nogle fotos af de herregårde, som skulle ‘besøges’ undervejs. Der var dog en lille finte indlagt, således at nogle af gårdene ikke svarede til vendepunktet, og piloterne skulle således alene svare på, om fotoet var korrekt eller ej.

Her ses de fleste af de maleriske ejendomme fra 1000 fods højde. Deltagerne skulle gerne genkende billederne, der dog i dagens anledning var byttet lidt rundt i forhold til den rute, som flyene skulle følge. Selve ejendommene ligger stadig hvor de plejer!

Men der var endnu et sæt fotos, som deltagerne gerne skulle placere undervejs. Selve ruten er den samme for både A- og den lidt lettere B-klasse, men fotos til B er noget lettere at placere, og desuden kommer de i rigtig rækkefølge undervejs.

De såkaldte enroute fotos i A-klassen er karakteristiske motiver i landskabet, som hver især er ret tydelige oppefra. Men når de skal placeres på et kort efter en times flyvetur, er det kun de mest rutinerede konkurrencepiloter, som kan placere alle.
Enroute fotos fra B-klassen er ret genkendelige fra luften. Her ses blandt andet Hobro Stadion, motorvejen vest for Hobro og Randers Fjord. Prøv selv at placere resten…

Det lykkedes heldigvis alle at finde sikkert hjem til Randers efter en mere eller mindre vellykket tur. Som afslutning skulle alle udføre en mærkelanding, altså helst ramme en streg på 2 meters bredde på landingsbanen.

Selv om vejret artede sig kan det være endda meget vanskeligt at ramme en to meter bred streg på en 900 meter lang landingsbane. Her en flot landing fra Lisa Andersen – assisteret af Brian Pastoft.
Lago Laumark-Møller fra Vojens er blandt de mest rutinerede konkurrencepiloter i Danmark, men han flyver som oftest i en ældre dame med navnet KZ3. Denne gang flyver han sammen med Svend Erik Højbye i en meget nyere Allegro, altså et UL-fly, som også er klubfly for medlemmer af den lokale klub i Haderslev.

Da dagen var ved at gå på hæld og alle var sikkert i havn, var det tid at gøre regnebrættet op. Vinderne af de to klasser er nævnt i indledningen, men der var også fine præstationer fra de andre i puljen.

Det samlede resultat med både A- og B-mandskaber. Det er lidt ‘æbler og pærer’, da deltagerne i B-klassen skal finde nogle lettere fotos undervejs. Alligevel er der rigeligt at se til for selv de mere rutinerede, hvis de ikke har prøvet det før.
Resultatet i A-klassen viser, at det ikke er nok at flyve turen præcist, sådan som det er gjort op under Navigation. Under fanen Observation er der store forskelle efter hvor mange fotos er fundet og placeret korrekt undervejs. LND viser hvor mange strafpoints, der er givet i den afsluttende landing.
Og netop her er placeringen i landingskonkurrencen. Hvis flyet sætter hovedhjulene inden for fem meter efter nul-stregen, koster det 10 points, mens det er 20 points inden 10 meter – og så videre…
Det endelige resultat i A-klassen.
Det endelige resultat i B-klassen.

Som et særligt indslag uden for den egentlige konkurrence, havde deltagerne i årets rally mulighed for at vinde en ekstra sag til ganen, med en særlig øvelse. Den gik i al sin enkelthed ud på at tage en bombe (en lille pose med mel) og kaste den ud fra flyet inden landingen fra 500 fod!

Der var i forvejen lagt et mærke ud i nærheden af banen, og øvelsen gik ud på at ramme så tæt på mærket med melposen som muligt.

Der blev ikke umiddelbart udstedt nogen certifikater som kamppilot, da det viste sig ganske vanskeligt for alle at ramme bare nogenlunde plet. Efter en mindre vandring i omegnen af mærket lykkedes det dog at finde nogle nedslag.

Den særdeles rutinerede pilot Kjeld Hjorth havde en ualmindelig vanskeligt dag i selve rallyet, men hans bombe var tættest på dagens mål!