Nu hedder vi Luftsport Danmark

Flere års mulig navneforvirring om DMU Sport / Luftsport Danmark er nu et afsluttet kapitel. På en ekstraordinær generalforsamling den 16. marts vedtog foreningen nye vedtægter, der endegyldigt udfaser DMU Sport til fordel for Luftsport Danmark.

Bestyrelsen havde foreslået flere ændringer i vedtægterne, der ligesom det gamle navn havde udgangspunkt i det oprindelige, tætte samarbejde med Dansk Motorflyver Union, DMU. En hjørnesten i dette forhold var DMUs medlemskab af Kongelig Dansk Aeroclub, KDA, der i en årrække har givet adgang til licenser fra FAI til deltagelse i konkurrencer under det internationale regelsæt.

Da DMU har meldt sig ud af KDA til fordel for et samarbejde med AOPA, kan DMU ikke længere repræsentere Luftsport Danmark i FAI. Denne tilknytning har i stedet Danmarks Luftsports Union, DLU, der blev dannet sidste år i forlængelse af udviklingen i DMU.

De formelle detaljer for den fortsatte virksomhed i Luftsport Danmark er således på plads, og der er ikke længere nogen særlig tilknytning til DMU.

Til gengæld håber formanden for Luftsport Danmark, Allan Hansen, at der fremover vil være interesse for foreningens aktivitet til fremme af sikkerheden hos alle piloter:
– Når vi skulle lave vedtægterne om, var det en anledning til at synliggøre, at vi er for alle motorflyvere – også ultralet- og kunstflyvere, som måtte have lyst til at være med, siger han.

I realiteten har der været flere ultralet-piloter med i de senere års arrangementer, og de får chancen igen allerede ved årets første konkurrence.

Hent også de nye vedtægter for Luftsport Danmark her.