2021

Flere nye deltagere ved DM i Herning

 

Luftsport Danmark glæder sig hver gang nye deltagere melder sig til en konkurrence og endda klarer det fint – heriblandt ikke mindst UL-piloter. Der var endda præmier at hente for de dygtige, i form af lidt flydende varer fra formanden for Luftsport Danmark, der ses til venstre. Vinderne er fra venstre Per Kronlykke og navigatør, der vandt B-klassen, samt Ole Møllebjerg, der var navigatør for Martin Oxholm Larsen fra Midtjysk Flyveklub i Herning. På billedet savnes Lars Arne Jensen, der også var med for første gang og fik en andenplads. Resultatet glædede også Henning Andersen, dagens ‘vært’ og altmuligmand fra Midtjysk Flyveklub, der ses siddende til højre

I en tid med hård kamp om unge menneskers tid og opmærksomhed er interessen for flyvning stærk i det midtjyske. Ved årets DM i præcisionsflyvning var knap halvdelen af deltagerne helt nye i faget – og heriblandt kraftigt aftryk af højborgen i det centrale Jylland…

Derfor indleder vi for en gangs skyld med resultaterne fra den såkaldte advanced kategori,  der tidligere hed B-klassen. Her blev vinderen Lars Arne Jensen, der fløj en UL.

 

De nye deltagere bliver som standard indplaceret i advanced klassen, hvor selve flyvningen er den samme som i unlimited klassen. Man slipper dog med nogle mærkbart lettere fotos undervejs på ruten. Det bemærkes, at der trods det udmærkede resultat stadig er noget at arbejde med, hvis antallet af strafpoints skal i nærheden af de bedste i unlimited klassen…

 

Hans Birkholm toppede igen med en bred margin til de øvrige deltagere. Jakob og Anette Blok fløj dog en ganske udmærket tur, men måtte indkassere en pæn portion strafpoints i landingskonkurrencen.

Dagen bød fra morgenstunden på flot flyvevejr med uendelig sigt – perfekt for de mindre rutinerede. Efter den obligatoriske morgenbriefing med alle var det tid til tegne dagens rute ind på det udleverede flyvekort. Det fremgik efterhånden at alle skulle vestpå – og så mod nord over skov og hede, der kan være en udfordring for såvel navigation som for en mave, der har det lidt problematisk med termikken, der indimellem kan minde lidt om en tur i rutschebanen…

 

I en officiel konkurrence er alle deltagere nødt til at klare planlægningen af flyvningen alene. Men de nye fik denne gang hjælp undervejs af nogle af de mest rutinerede kræfter i dansk præcisionsflyvning. Her er det Kjeld Hjorth (i den røde jakke), og Allan Hansen, formand for Luftsport Danmark (stående)

 

Dagens rute gik over det nordvestjyske landskab med et varieret landskab med hede og skov. Deltagerne flyver med lidt forskellig hastighed, men de fleste er hjemme igen efter ca. fem kvarters flyvning

DM i præcision er delt i tre primære opgaver. Beregning af ruten, navigationsturen og fire landinger.

Selv om beregning kan være lidt drilsk, når man i det daglige bare sætter sin lid til en af diverse GPS-assistenter, så er selve navigationsturen den største udfordring. Her er det ikke nok blot at følge stregen op kortet – på de i alt otte ‘ben’ som en rute typisk består af. Næh, der er tidskontroller ved alle vendepunkter, og så – for at tilføre lidt ekstra krydderi – var der denne gang yderligere ni steder ekstra hemmelige tidstjek via en medbragt GPS-logger, altså på steder, som var ukendt for piloterne.

Desuden var der udlagt i alt fem såkaldte mærker – bogstaver og figurer, som piloterne kan se fra luften og markere stedet i flyvekortet. Og en god håndfuld fotos, som var taget på ruten forud for konkurrencen. De skulle også gerne placeres i kortet af deltagerne.

De skrappeste piloter får væsentlig vanskeligere fotos, og kun de færreste når normalt at få øje på alle og sat dem det rigtige sted i kortet. Det er som regel timingen på navigationsturen, der lægger grunden for den samlede placering, men også billederne langs ruten er med til at ‘skille fårene fra bukkene’. Denne gang var det værd at bemærke, at Hans Birkholm fandt alle mærker og fotos og således helt slap for strafpoints i denne delkonkurrence.

 

I den sidste af de fire landinger er en snor med flag spændt ud over banen i to meters højde 50 meter fra nullinjen, som piloten skal nå at lande på. Det er en udfordring for alle

Landingskonkurrencen foregår ved at 2-3 fly sendes op i landingsrunden og så lander som perler på en snor. Den første landing er en normal motorlanding – altså er motorstøtte tilladt.

Den anden landing er uden motorstøtte. De næste to landinger er uden motorstøtte – den ene med brug flaps og den anden uden. Den sidste landing skal helst over en forhindring to meter over banen 50 meter inden hovedhjulene gerne må sættes på banen.

 

Her er opgaverne – hent dem og flyv turen ved lejlighed

Her er en lille samling af de opgaver, kort med mere, der indgik i konkurrencen (hent i .pdf):

Flyveinstruktion

Udflyvningskort

Flyvekort med vendepunkter

Vendepunktsfotos

Enroutefotos A-klasse

Enroutefotos B-klasse

Vellykket arrangement i Herning

Bag den sportslige del af konkurrencen står Luftsport Danmark, der siden sidste konkurrence er blevet medlem af KDA og har fået mulighed for at udstede såkaldt FAI licens. Konkurrenceflyvning i Danmark er således en del af et internationalt samarbejde under FAI med hovedsæde i Lausanne i Schweiz.

Alt dette er dog intet at regne mod det helt centrale samarbejde med lokale flyveklubber i Danmark, der så at sige lægger alle faciliteter til, herunder startbane, hangar og kontor.

Og vigtigst af alt: Midtjysk Flyveklubs medlemmer. Denne gang var alle deltagere igen imponeret af det fine arrangement med masser af god mad og drikke, med særlig tak til Grethe, for slet ikke at nævne den helt uovertrufne gæstfrihed til alle udefra.

Luftsport Danmark er stor tak skyldig på alle deltagernes vegne.