2014
Svenskerne dominerede nordisk forsmag
på VM i præcisionsflyvning 2015
Tekst og fotos: Arne Panduro, Kurt Gabs og Lago Laumark-Møller
De nordiske flag var på plads på toppen af stængerne foran Skive Lufthavn, da DM og NM i præcisionsflyvning blev afviklet i den første weekend i juli. Og selv om det var et stolt syn med de bedste nordiske piloter linet op til åbningsceremonien, så skal der helt andre boller på suppen næste år, hvor der ventes deltagere fra 15-20 lande til VM i præcisionsflyvning i Skive – med hvert sit flag, naturligvis.
Efter en lang dag var de fleste enige om, at det havde været en rigtig vellykket generalprøve, hvor piloter og arrangørerer blev sat på hårde prøver og lige netop undgik den ultimative udfordring fra vejret. Mens dagens sidste landinger blev afviket i begyndende regnvejr trak et kraftigt tordenvejr nordpå lige vest for Skive. Knap så heldige var man kort efter på Mors og Salling, hvor blomsterparken i Jesperhus oplevede den værste oversvømmelse i mands minde.
De sportslige resultater fra både NM og DM var ikke helt overraskende, idet svenskerne igen tog det meste sølvtøj med hjem – dog ikke helt så dominerende som da NM blev afviklet sidst i Skive for fire år siden. Også det danske mesterskab havde kendte ansigter på podiepladserne, men der var heldigvis også nye blandt deltagerne. (se alle resultater nederst på denne side).
Åbning med borgmester og KDA-formand
Selve arrangementet kom planmæssigt fra start med standerhejsning kl. 8 og velkomst af bl.a. viceborgmester Preben Andersen fra Skive kommune og formand for KDA, Hjalmar Nielsen. Fra Sverige og Norge var de fem konkurrencepiloter og holdkaptajner på plads, mens de fem danske deltagere i NM var suppleret med yderligere 10 deltagere i DM. Desuden var to piloter fra England og Slovenien med som deltagere i den internationale klasse.
Briefing og beregning
Præcisionsflyvning som konkurrence er i virkeligheden en raffineret form for god ‘airmanship’ – en øvelse i de vigtigste færdigheder, som enhver dygtig pilot skal kunne udvise. Og her er indhentning af de relevante oplysninger forud for enhver flyvning samt en beregning af flyvningen – med kurs, hastigheder, højder, forhindringer, etc. – en del af børnelærdommen.
Derfor er beregning af ruten indlagt som den første af tre afdelinger under konkurrencen. Normalt skal en pilot selvsagt tage sig god tid til at afklare alle eventualiteter, men i NM og DM får alle deltagere en time til denne disciplin, som er en del af forberedelsen til den 2. afdeling, nemlig en navigationstur på times varighed. Alle for udleveret oplysninger om ruten, fotos fra vendepunkter og i det aktuelle tilfælde desuden ni fotos af observationer på ruten. Arrangørerne har på forhånd fløjet ruten igennem og taget fotos. I virkeligheden to sæt fotos af forskellig sværhedsgrad til de to klasser, de rutinerede og de mindre øvede, og disse motiver skal piloterne helst finde undervejs rundt på turen. Ellers vanker der strafpoints. En del af forberedelsen er at forsøge at indprente sig så mange motiver som muligt og være klar til at placere dem rigtigt i kortet undervejs.
Beregningen kræver stor koncentration, da der så at sige er kontant afregning for alle, der ikke har detaljerne på plads inden turen – her ses nogle af deltagerne i færd med beregningen i Skive Lufthavn:
Navigationsturen
Navigationsturen gik i går højt mod nord via Vesthimmerland og med udsigt til Skarreklit inden ruten igen gik sydpå via Mors og Salling. Det ellers nogenlunde tilforladelige vejr med lidt truende skyer og en let sydlig vind fra morgenstunden var noget mere drilsk senere på formiddagen. Skyerne var lettet, men vinden var frisket op og kom fra skiftende retninger – sådan som man ofte oplever i områder med vand og land i kombination med solopvarmning.
Det viste sig at være en ganske stor udfordring undervejs, hvor deltagerne skal holde en på forhånd fastsat hastighed og hele tiden kompensere med gashåndtaget, når vinden ikke er som beregnet hjemmefra. Udover af holde ruten meget nøje undervejs og se efter fotos og udlagte mærker, som skal markeres i kortet, er der en lille finesse med tiden. For alle deltagerne i den såkaldte ‘advanced’ klasse er der således strafpoints hver gang man passerer en tidskontrol med mere end to sekunders afvigelse fra planen.
Denne gang var der 14 tidskontroller, og derfor er ganske imponerende, når den svenske vinder kommer turen rundt med en samlet straf på kun 33 points. Hvert sekund udover den tilladte afvigelse på to sekunder giver to strafpoints. Der er altså tale om en samlet afvigelse på 16 sekunder. Og der er ikke mulighed for at fifle ret meget med tiden, der bliver registreret hvert sekund undervejs af dem medbragte GPS-logger.
For at få øje på så mange af de tidligere nævnte fotos undervejs har alle piloter sit eget system for at finde og placere billederne undervejs. Den mest anvendte metode er opklæbning af billederne i cockpittet, så man hurtigt kan spotte billedet – og fjerne det fra panelet, når det er fundet. Samtidig bruger de fleste et ganske almindeligt køkkenur til at holde øje med tiden – i forhold til de minutmærker, man på forhånd har sat ind på ruten på kortet, der er et almindeligt vejkort, som indeholder de fleste detaljer fra landskabet.
Landingerne – vinden drillede…
Efter navigationsturen skal piloterne aflevere GPS-loggerne, så tiden kan læses ind i et computerprogram og sammenlignes med den planlagte tid. Samtidig debriefes piloterne, som skal angive hvad de har set af fotos og mærker undervejs.
Men knap er denne prøvelse overstået, inden det er tid til den sidste af de tre hoved-discipliner: Landinger. Hver pilot skal lande fire gange under forskellige betingelser. En landing med motorstøtte, en uden motor med flaps, en uden motor uden flaps og endelig den fjerde landing over en forhindring i to meters højde kun 50 meter før 0-linjen, hvor flyets hovedhjul skal ramme for en perfekt landing.
Med 25 deltagere var det altså i alt 100 landinger inden for et par timer. Vinden var næsten lige på bane 14, men den var ganske frisk, og det stiller meget store krav til deltagernes evne til at bedømme flyets evne til glide uden motor. Ganske mange af deltagerne havde således undervurderet vinden, og så måtte de lande mange meter før stregen. Det er ret uheldigt, fordi det giver dobbelt strafpoints i forhold til at lande efter stregen, idet man betragter stregen som banetærsklen ved en normal landing.
Det er dog ganske underholdende for publikum og bedømmerne, der kommer ganske tæt på landinger, som man i andre sammenhænge ikke har adgang til.
Vinderne
Selv om alle deltagerne kan anses for vindere i den forstand, at de har lært noget nyt eller blevet lidt skarpere på det de kunne i forvejen, drejer NM og DM sig også om sølvtøj i store mængder, medaljer og pokaler.
Dagens suverænt bedste præstation blev leveret af svenske Claes M. Johansson, som derfor kan kalde sig nordisk mester 2014. Næstbedst var ligeledes svenske Lars-Inge Karlsson og som tredje kom norske Kurt E. Norevik – alle med deltagelse i mange internationale konkurrencer bag sig.
Men lige efter kom danske Hans Birkholm, der i parentes bemærket fløj en suveræn navigationstur og fandt alle mærker og fotos undervejs, samt Hans Møller Hansen (Flymøller) på femtepladsen. Det betød, at svenskerne også tog sig af det nordiske mesterskab for hold, hvor de tre bedste piloter fra hver nation indgår. Men Danmark kom på en nydelig andenplads med holdet, der udover de to nævnte omfatter Allan Hansen, er kom på en individuel syvendeplads efter at have indkasseret ganske mange strafpoints på de føromtalte landinger.
Norge stillede udover Kurt Norevik med et meget ungt hold, som denne gang måtte nøjes med tredjepladsen. Normalt er der faktisk fire deltagere i det nordiske mesterskab, men Finland meldte afbud kort før arrangementet.
DM – nu også med diesel
Danmarksmesterskabet var indbygget i NM, og derfor gik mesterskabet til Hans Birkholm, med Hans Møller Hansen og Allan Hansen på de øvrige podiepladser.
Landingskonurrencen har sig eget mesterskab, og her var det igen svenskere med Lars-Inge Karlsson, der tog sig af topplaceringen. Det danske mesterskab gik til Lago Laumark-Møller fra Vojens, der også udmærkede sig ved at deltage i det første og hidtil eneste fly med dieselmotor. Flyet er en Cessna 172 Skyhawk, som ganske vist er på norsk registrering, men altså viser sig ganske manøvredygtigt.
A-klassen med navigatør blev vundet af Jakob og Anette Blok, med Niels Gregersen & Søn på andenpladsen, samt Iver og Karen Mathiesen på tredjepladsen.
Blandt de øvrige resultater blev det til sejr i B-klassen til Eluf Pedersen foran Arne Bartels fra Randers, der var med for første gang.
Den også ganske vigtige klubkonkurrence, som samler de tre dygtigste piloter fra samme klub, gik igen til Haderslev, med Randers på den næste plads.
Mens piloterne koncentrede sig om vind, mærker og beregninger, var den trofaste ‘besætning’ fra Skive Motorflyveklub i gang hele dagen med udlægning af mærker, udlevering af loggere, fremskaffelse af frokost, brænndstof osv., osv. Derfor lyder også denne gang en stor tak for en solid indsats.
En ganske særlig tak gik i år til Tommy Korsholm fra Skive Motorflyveklub, der også denne gang stod bag en kæmpe indsats bag kulisserne. Han stod desuden bag en særlig sponsor-gave til alle vinderne, en ‘mulepose’ med lidt godt til ganen. Det blev påskønnet af DMU Sport med tildeling af den særlige pokal for ‘Best Airmanship’, som netop gives for en indsats ‘uden for kategori’.
Se alle resultaterne herunder.
Pingback: Nordens skrappeste klar til VM i Skive i 2015