Organisation
DMU Sport styrker flyvesikkerheden i Danmark
Foreningen DMU Sport blev dannet i foråret 2006 for at styrke konkurrenceflyvningen i Danmark. Konkurrencer har i mange år tiltrukket mange piloter. Det mest almindelige konkurrenceform herhjemme er såkaldt præcisionsflyvning, som er en slags orienteringsløb i luften, hvor det ikke gælder om at komme først, men at passe sin udregnede tid nøjagtigt (+/- 2 sek.) overalt på ruten samtidigt med, at man skal observere mærker udlagt på jorden og genfinde motiver fra fotos, taget på ruten.
Derudover indgår landingskonkurrencer, som går ud på, at man lander sit fly korrekt, og så kort som muligt efter en streg på landingsbanen.
Konkurrenceflyvningen foregår på forskellige niveauer og i forskellige sværhedsgrader. Nogle klubber og regioner afholder selv konkurrencer, så begyndere kan være med. Og har man først fået interesse for det, kan man deltage i Danmarksmesterskabet, som afvikles efter de internationale regler, eller det populære Air-BP Rally (tidligere Anthon Berg Air Rally).
Mange vælger at flyve to og to – med pilot og navigatør – både for at fordele opgaverne, at have selskab ombord og dele udgifterne. Men ønsker man at kvalificere sig til internationale konkurrencer, må man klare “kontoret” alene.
Hvert år sender DMU et hold på 3-5 til Nordisk Mesterskab og hvert andet år til Verdensmesterskaberne.
Konkurrenceflyvning er i høj grad medvirkende til at fremme flyvesikkerheden. Man lærer at kunne finde vej og til hver en tid vide, hvor man er, man træner i glidelandinger (nødlandinger) og man holder sin teori ved lige. Og tilmed på en sjov måde.
Hent foreningens vedtægter via dette link (Word)