Fornem hæder til DMU-leder

Han har gået lidt stille med det, men der er vel ingen grund til at skjule det. Da Vagn Jensen i oktober 2005 deltog i FAIs generalforsamling i Paris, fik kan tildelt Paul Tissandier diplomet, og kom dermed i selskab med nogle af de navne, der har gjort den største indsats i såvel dansk som international luftsport.
FAI står for Federation Aeronautique Internationale, og det er den internationale sportsflyver sammenslutning med hovedkvarter i Lausanne i Schweiz. Organisationen har stort set alle verdens lande som medlemmer og udsteder blandt andet sportslicenser til alle former for luftsport, arrangerer internationale konkurrencer og står for anerkendelse af rekorder inden for luftsport. Da FAI holdt generalforsamling på Hotel de Ville i Paris i samarbejde med AeroClub de France (det franske KDA), var det særligt festligt, fordi man samtidig fejrede organisations 100-års jubilæum.
Paul Tissandier Diplomet er opkaldt efter en af Frankrigs store flyvepionerer (43.300 links på Google !). Han blev født i 1881 som søn af Gaston Tissandier, som også var en berømt flypioner. Paul fløj først ballon, så luftskib og sidst motorfly. Han var elev nr. 2 hos Wilbur Wright, og han fik flycertifikat nr. 10 den 16. september 1909. Paul Tissandier var generalsekretær for FAI i årene 1919 til sin død i 1945. Diplomet blev indstiftet af FAI i 1952, og det kan gives til personer, som har tjent flyvningen og især sportslig flyvning via deres indsats, initiativ, ildhu eller på anden vis.
Når diplomet gik til Vagn Jensen, er det fordi han netop har vist indsats, initiativ og ildhu i flere årtier, hvor han har stået bag snesevis af stævner og mesterskaber inden for konkurrenceflyvning – såvel danske som internationale. Når diplomet kommer netop nu, er det en anerkendelse af indsatsen i disse mange år, men også en direkte følge af det dobbelte VM i rally- og præcisionsflyvning i Herning i 2004. Et stort arrangement, som Vagn Jensen var øverste ansvarlige for, og som høstede anerkendelse fra såvel deltagende piloter som klubber og organisationer.
VM var dog i realiteten et DMU-arranngement, idet DMU fik det praktiske ansvar via KDA, efter at Vagn Jensen havde søgt om at få arrangementet til Danmark. Det var aldrig lykkedes uden flere end 200 frivillige hjælpere – heriblandt mange piloter – fra en række flyveklubber, idet Herning Motor Flyveklub lagde faciliteter til og trak det store læs med det praktiske arbejde under stævnet – læs mere her.
I alle årene har Vagn Jensen haft sin base i Randers Flyveklub, hvor han i perioder har været formand og pt. er kasserer. Her er han fortsat den drivende kraft bag en række arrangementer, som skal gøre piloterne dygtigere.