Svenskere på hjemmebane løb med metallet
Men danske deltagere satte sig på 4. og 5. pladsen ved NM i Gävle i Sverige – og samlet kom det danske hold ind på en sikker 2.-plads i de svenske skove
Tekst: Kjeld Hjorth
Foto: Dagmar Theilgaard
Vejret var ikke noget at råbe hurra for da det danske hold mellemlandede på Anholt. Men humøret og optimismen fejlede ikke noget blandt deltagerne – Dagmar Theilgaard, Allan Hansen, den på dette tidspunkt regerende mester Kurt Gabs, Kjeld Hjorth og Hans Møller Hansen. Det danske team bestod desuden af Vagn Jensen, der var jurymedlem, og Knud Nielsen, der blev udnævnt til chefdommer, da Finland ikke stillede med nogen jury/dommer.
Den 30. juni var det Sveriges tur til at vare værter i i NM i navigationsflyvning. Det foregik i Gävle 180 km nord for Stockholm tæt ved den Botniske Bugt. Området er ikke særligt kuperet men præget af massive skovområder med mange søer og moser.
Den årlige konkurrence i navigationsflyvning går på skift mellem 4 skandinaviske lande da Island er ikke med længere. Der er altid rift om pladserne, fordi det er spændende at flyve i en helt anderledes og barsk natur.
I selve konkurrencen bliver der givet og taget landene imellem, men der er også et stærkt sammenhold, som kommer til gavn de år der er VM.
Det danske hold, der bestod af Nordisk mester 2006 Kurt Gabs, Hans Møller Hansen (Flymøller), Dagmar Theilgaard, Allan Hansen og Kjeld Hjorth, tog af sted i 3 fly.
Traditionen tro skulle holdet mødes onsdag på Vissingø midt i Vättern, som på nordspidsen af øen har en græsbane helt ned til vandet, overnatte i telt, morgensvømme i søen og flyve videre torsdag, men vejrmeldingen for området indbød ikke til telt (kuling og massiv regn).
Møllers på Anholt indbød os til aftensmad og overnatning, og vi boede komfortabelt under tag med herlig udsigt til Ørkenen i sommerhus. Vi blev hentet på flyvepladsen i Møllers gode gamle Ford T fra 1929, det kan selv de største lufthavnes VIP service ikke hamle op med. Anholt er noget særligt.
Torsdag sidst på formiddagen blev det muligt at flyve fra Anholt til Varberg, tanke benzin og indtage de reglementerede vafler og med kaffe på svensk. Der er altid nogen på Varberg Flyveplads, cafeteriet er altid åbent og benzinen lidt billigere end DK, og det er ukompliceret ligesom i DK, at flyve videre på en almindelig svensk indenrigsflyvning. Vi fortsatte til Gävle, og vejret blev undervejs sommerligt med sol og letskyet.